18-03-2019
DAKOFO generalforsamling 2019
DAKOFO afholdte fredag den 15. marts 2019 sin årlige generalforsamling på Børsen. Udover beretninger fra året der gik gæstede miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen generalforsamlingen, hvor han holdt gæsteoplæg for deltagerne.
Formanden for DAKOFOs bestyrelse, Torben Christensen, aflagde beretning om aktiviteterne i DAKOFO i det forgange år. Herefter orienterede direktør Asbjørn Børsting og teamchef Claus Saabye om de hovedemner der har fyldt i DAKOFOs arbejde i 2018, med fokus på både de nationale og internationale hovedemner, samt samarbejdet i regi af de europæiske partnere. Nogle af de hovedemner der især var ekstra fokus på i beretningerne, var det nærtforestående BREXIT samt arbejdet med bæredygtighed og klima i branchens forsyningskæder.
Det er med stor tilfredshed at DAKOFO kan takke Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen for hans gæsteoplæg til generalforsamlingen. Især DAKOFO og ministeriets arbejde med en ny maltbyg handelsprotokol med Kina lagde ministeren særligt vægt på at fremhæve.
Der var i år med 110 deltagende rekordstor deltagelse fra medlemsvirksomhederne og indbudte gæster. Heriblandt deltog indbudte gæster fra blandt andet Fødevarestyrelsen, Landbrugsstyrelsen, Dansk Erhverv, Danske Sortsejere, CID, SEGES, Landbrug & Fødevare. Som noget nyt blev generalforsamlingen afholdt i den smukke gamle Børssal.
DAKOFO kunne ligeledes glædeligt orientere om, at der er kommet tre nye medlemmer til i løbet af det seneste år. Det drejer sig om, A-One, Pecus International samt urtefarm. Hermed repræsenterer DAKOFO nu 48 virksomheder indenfor korn-, foder-, malteri- og mæglervirksomhed.
Efterfølgende om aftenen afholdes den traditionelle generalforsamlingsmiddag i Børssalen for repræsentanter fra medlemsvirksomhederne samt særligt indbudte gæster.