23-01-2023
Foderbranchen stopper brugen af fiskemel i foder til økologiske høner
23. januar 2023.
Foreningen Danske Æg har mandag besluttet at stoppe brugen af fiskemel i foderet til økologiske høner i Danmark på baggrund af en ny undersøgelse fra DTU, som viser, at PFAS er fundet i økologiske æg.
I forlængelse af beslutningen fra Danske Æg har DAKOFO valgt at stoppe brugen af fiskemel i foder til æglæggende økologiske høner.
”Vi prioriterer fødevaresikkerhed meget højt, og ud fra et forsigtighedsprincip stopper vi derfor brugen af fiskemel i foder til æglæggende økologiske høner. Vi mener, at det er den rigtige beslutning i lyset af den viden, vi har nu, og den beslutning Danske Æg har truffet,” siger Asbjørn Børsting, direktør i DAKOFO.
DAKOFO og foderbranchen har løbende haft dialog med Fødevarestyrelsen om risikovurderingen på PFAS i forhold til foder- og fødevarekæden. Her er der hidtil ikke peget på foder som en risikokilde. Undersøgelsen fra DTU skærper i sagens natur fokus på området og den mulige risiko for indhold af PFAS i fiskemel samt mulige følgevirkninger i fødevarekæden.
På baggrund af den nye viden har branchen taget kontakt til både myndigheder samt fiskemelsproducenterne og deres brancheorganisation for at få en risikovurdering og mere viden om PFAS.
Kontakt:
Asbjørn Børsting, Direktør, +45 2192 2000, asb@dakofo.dk
Claus Saabye Erichsen, Teamchef, +45 2488 3932, cse@dakofo.dk