23-11-2018
Kommissionen fremlægger ny proteinrapport
EU Kommissionen har netop offentliggjort en ny rapport, hvor der redegøres for markedet for planteprotein i EU. Endvidere belyses mulighederne for at styrke produktionen af EU planteprotein. Rapporten blev offentliggjort på en proteinkonference i Wien i Østrig 22.-23. november 2018. DAKOFO glæder sig over rapporten og de løsningsforslag der præsenteres, hvor der især fokuseres på vigtigheden for fortsat med forskning og innovation, herunder planteforædling inden for proteinafgrøder og at gøre disse mere konkurrence- og kvalitetsmæssigt interessante.
Rapporten kommer konkret med 5 hovedpunkter for at fremme dyrkningen af proteinafgrøder i EU, som er kort skitseret herunder:
- Ved at støtte dyrkning via den direkte betaling i den kommende CAP.
- Fortsatte investeringer i forskning og innovation
- Forbedrede markedsanalyser gennem bedre monitoreringsværktøjer.
- Promovering af næringsstofs-, heldbreds-, klimatiske- og miljømæssige fordele ved planteproteiner.
- Styrke vidensdeling i hele værdikæden fra planteforædling til dyrkning og forabejdningsindustrien.
DAKOFOs direktør Asbjørn Børsting deltog ved konferencen i sin egenskab som formand for det Nationale Bioøkonomipanel. Her præsenterede han arbejdet i det danske Bioøkonomipanel.
Asbjørn Børsting udtaler ”Vi læser med stor interesse rapporten og noterer os, at rapporten omfatter mange relevante input. Fra dansk side vil vi fortsætte vores arbejde og følge op på både anbefalingerne fra det danske Bioøkonomipanel, regeringens handlingsplan - og ikke mindst nu også EUs proteinplan. Der er mange spændende muligheder. Vi lægger meget vægt på forskning og Innovation og mulighederne indenfor Planteforædling. Konkret har vi jo netop i Danmark initieret Dansk Protein Innovation for at styrke og koordinere innovationsindsatsen.”
Rapporten kan læses her.